Ponte dei Sospiri: legende og historie

De fleste tror, at Ponte dei Sospiri (Sukkenes Bro) er et romantisk monument. I virkeligheden opstod det som en servicepassage for fanger: de originale "sukke" var ikke af kærlighed, men af frygt. At forstå denne dobbelte sjæl — fængsel og myte — er det, der gør dens historie så fascinerende.

Hvorfor hedder den "Ponte dei Sospiri"

Navnet udspringer af en folkelig tradition: det fortælles, at fangerne, da de blev overflyttet fra forhørssalene i Palazzo Ducale (Dogepaladset) til cellerne, kastede et sidste blik på Venedig gennem de små gitre. Det suk — farvel til friheden og byen — skulle have givet broen dens navn.

Det er en stemningsfuld fortælling, men den skal ses i sin kontekst. Da broen blev bygget, var Venezias republik allerede i forfald, og dødsstraf var sjælden. De fleste fanger, der krydsede den, var småkriminelle, der skulle afsone korte straffe. Navnet "Ponte dei Sospiri" er kun dokumenteret fra slutningen af det 18. århundrede: tidligere kaldtes den blot ponte del Palazzo eller ponte della prigione.

Byggeriet: en bro til at adskille retfærdighed og straf

I slutningen af det 16. århundrede havde Venedig brug for nye fængsler. De gamle celler i Pozzi, i stueetagen af Palazzo Ducale, var fugtige og utilstrækkelige. Republiken lod derfor Prigioni Nuove (De Nye Fængsler) bygge på den anden side af Rio di Palazzo og forbandt dem med paladset via en overdækket bro.

Projektet blev betroet til Antonio Contin, nevø af Antonio Da Ponte (ingeniøren bag Ponte di Rialto). Contin tegnede en fuldt lukket bro med to parallelle passager adskilt af en mur: én til at gå ind, én til at vende tilbage. Vinduerne, der vender mod lagunen, var forsynet med fintskulpterede stengitre — nok til at lade lyset passere, men ikke til flugt.

Prigioni Nuove og inkvisitorerne

I den anden ende af broen ligger Prigioni Nuove (De Nye Fængsler), en af verdens første bygninger opført specifikt som fængsel. Cellerne i sten var fordelt over flere etager omkring en indre gård.

Det venezianske retssystem var strengt og hemmeligt. De tre Statsinkvisitoter efterforskede forræderi og sammensværgelser med stor diskretion. Fangerne blev ført gennem broen for at blive afhørt i paladsrummene og derefter ført tilbage til cellerne. Den rute, besøgende i dag gennemgår — palads, bro, fængsler — følger nøjagtigt disse skridt.

«Sukkene var ikke romantiske: de var ekkoet af en retfærdighed, der ikke gav nogen udvej.»

Casanova: den eneste lykkede flugt fra Piombi

Ingen fortælling om Ponte dei Sospiri er komplet uden Giacomo Casanova. Den venezianske eventyrer blev arresteret i 1755 for trolddom og religionskrænkelse og spærret inde i Piombi — cellerne under blytagene på Palazzo Ducale, anset for uindtagelige.

I natten mellem den 31. oktober og 1. november 1756 flygtede Casanova ved at hugge et hul i loftet og kravle ud over paladstagene sammen med en medsammensvoren. Det er den eneste bekræftede flugt fra Piombi, man kender til. Han fortalte den selv, år senere, i sine memoirer — sider der for altid har næret myten om broen og fængslerne.

Lord Byron og opfindelsen af det romantiske navn

Det engelske navn "Bridge of Sighs" skylder vi Lord Byron, der i det 19. århundrede åbnede fjerde canto af Childe Harold's Pilgrimage med versene: «I stood in Venice, on the Bridge of Sighs; a palace and a prison on each hand». Dermed trådte broen ind i den europæiske romantiske forestillingsverden.

Det var en rent litterær operation: romantikkens digtere forvandlede en fængselspassage til et symbol på melankoli og skæbne. Det er et perfekt eksempel på, hvordan et steds berømmelse kan udspringe mere af ord end af sten.

Legenden om kyssen i gondolen

Den moderne version af myten er den sødeste. Den fortæller, at hvis to elskende kysser i en gondol lige under Ponte dei Sospiri ved solnedgang, mens San Marco-klokkerne ringer, vil deres kærlighed vare evigt.

Legenden er nyere — den bredte sig i det 20. århundrede og dukkede op i filmen A Little Romance fra 1979 — men den er blevet en af grundene til, at par vælger gondolturen netop her. Romantisk eller turistisk — det er stadig en mindeværdig oplevelse.

Sådan ser du broen i dag

Historien bliver levende, når du rent faktisk krydser broen. I dag kan du gøre det indefra med billet til Palazzo Ducale (Dogepaladset) — du følger fangernes vej fra magtens sale til cellerne. Turen Itinerari Segreti tilføjer de normalt lukkede rum: den hemmelige kancelli, torturkammeret og Casanovas celle.

• Palazzo Ducale. Rute der inkluderer broen og Prigioni Nuove (De Nye Fængsler), med lydbøjle.
• Itinerari Segreti. Guidet tur i de skjulte rum og Casanovas celle.
• Gratis udsigt udefra. Fra Ponte della Paglia til det klassiske foto.

Ofte stillede spørgsmål